Snart møde med mr. Bankmand

Jubi, det lyder saftsuseme let og rigtig stille og rolig!!

Det er jo bare noget med at sige høfligt og ordenligt "Goddav", trække ydmygt på skuldrene, hænge jakken fint på knagen og SÅ springe bomben. Fortælle hvordan landet ligger, og hvordan man selv har redt, ergo - sluge kamelen og bede om penge (eller spørge hvor mange man må låne)
Bum, bum, bum og så derfra er der to muligheder, ikke?

A)
Sige (eller synge) "Hey, hva så dersens fister, hvor'n skær'n?" (pause) "Og jeg tænkte PÅ - om du ik' li' vil låne mig nogle mønter, og så ska jeg nok GÅ?? Forresten er din slipsedreng dér, alt for for til dit ho'et!"
(Og det er så sandt, det med slipset. Altid det samme med mørkegrønne prikker, og jeg synes hver gang at slipset bliver større og større og hans hoved mindre og mindre, men det er nok bare mig. Ihvertfald har jeg på fornemmelse at han ville ringe til den nærmeste psykolog, hvis jeg sang den sang. Duer i princippet ikke)

B) True med blodskudte (evt. tårerfyldte. Svært at vide, hvad der virker bedst!) øjne, og en løftende hånd, at vi skifter bank, hvis ikke han låner os penge... Måske... Nej. Definitivt NEJ!

Og hvad skal jeg overhovedet have på? Jeg mener, det er jo ikke hver dag, man bliver sendt i byen, for at høre hvor mange penge, man må låne.
Et sæt der udstråler selvtillid, fornuftighed og pålidelighed, hvilket totalt udelukker den nye glitrende kjole med snorrede stropper, dyb udskæring og plads til babyen.
Pokkers.